Ægteskabets hvem hvad hvor?

14.02.2022

1 / 13

Af Jørgen Thaarup

United Methodist Church's holdning til menneskets seksualitet

United Methodist Church har i flere år arbejdet med sin teologi om og forståelse af menneskets seksualitet. Dette arbejde er koncentreret omkring kirkens nuværende holdning, at homoseksuel praksis er uforenelig med de kristne dogmer, hvilket betyder, at kirken ikke tillader velsignelse eller vielse af samkønnede, og heller ikke tillader ordination af praktiserende homoseksuelle personer og hele rækken af LGBTQ+++ mennesker.

Diskussionen omkring disse forhold har nu forløbet i så lang tid og med så mange nye synspunkter, at det er vanskeligt at forestille sig, at der kan tilføjes nye argumenter. I hvert tilfælde ser det ud til, at de positioner, som kirkens medlemmer har taget i de vesteuropæiske lande, er ganske stabile og uden forandringer omend det ser ud til, at i alle lande vokser den såkaldte liberale holdning i forhold til den såkaldte konservative eller traditionelle holdning. Meningsdannelsen her og nu ser imidlertid ud til at være havnet i en blindgyde.

Men kirken er ikke færdig med overvejelserne, og der forestår mange beslutninger omkring disse forhold i de nærmeste år. Især afventer vi kirkens Generalkonference i september 2022, hvor Kirkeordningens paragraffer kan ændres, og Centralkonferencen i Nordeuropa i marts 2023, hvor adaptioner og tilpasninger af Kirkeordningen kan besluttes som gældende for metodistkirkerne i Nordeuropa. Vi ved ikke, om der er flertal for ændringer ved disse konferencer eller om situationen forbliver uforandret i en årrække endnu.

Det forekommer mig, at vi ikke kommer længere i overvejelserne omkring menneskets seksualitet før vi teologisk får bearbejdet vores forståelse af ægteskabet. Der bliver talt og argumenteret om ægteskabet og kernefamilien, somom hele verden har en klar og entydig forståelse af, hvad ægteskabet betyder og indebærer. Vi mangler at stille spørgsmålene: Hvad er et ægteskab? Findes der en speciel familieform, som er mere kristen end andre familieformer? Er ægteskabet den institution, som initierer en bestemt familieform? Ægteskabet har traditionelt været en overenskomst mellem parterne og samfundet, men også mellem parterne og kirken; hvorfor er det sådan? I Bibelen finder vi omtale af polygame og heterogene ægteskaber uden moralske vurderinger; betyder det, at Bibelen er indifferent overfor forskellige konstellationer af ægteskabet? Og mange flere spørgsmål af samme art ligger ubesvaret foran os.

Ægteskabets betydning

I alle kulturer og tidsperioder finder vi ægteskabet som en vigtig institution til at regulere adskillige forhold af stor betydning for parterne, men absolut af største betydning for samfundsordenen og slægternes sammenhæng. Ægteskabet er hverken specielt kristent eller europæisk. Ægteskabet er et alment kulturelt og sociologisk fænomen.

For at nævne nogle af de funktioner, som ægteskabet historisk har betydet, kan vi begynde med ordenen for arveret og overførsel af værdier fra et generationsled til et andet. Ægteskabet skulle værne om, hvem arver formuerne, embederne og den sociale status? Hvem har juridiske rettigheder?

2 / 13

En anden væsentlig betydning ligger tæt op ad den første, at ægteskabet skal regulere den seksuelle praksis, fordi udfoldelse af seksuel adfærd vil føre til nye børn og dermed nye arvinger, som kan gøre krav på slægtens værdier. Det gammel Testamentes seksualetik kan i høj grad forstås som en regulering af, hvor manden spreder sin sæd og dermed sætter børn i verden, som bliver arvinger til værdierne i slægten, i folket og i yderste tilfælde til den politiske magt. Ligeledes er seksualetikken rettet mod kvinders modtagelse af sæd fra uønskede mænd. Denne forståelse forstærkes af det forhold, at Det gamle Testamentes seksualetik ikke er rettet mod kvinders adfærd med andre kvinder, da en sådan adfærd ikke fører til fødslen af børn.

Fra antropologien kender vi kulturer, hvor der ikke er samme etiske opfattelser omkring ægteskabet som ramme og restriktiv grænse for seksuel adfærd, der kan føre til graviditet. Her kan det ligefrem være en positiv kvalitet for en kvinde og hendes far, at hun kan vise sig dygtig til at lokke sæden fra en mand og blive gravid og føde børn inden hun gifter sig. Sådan beskriver Knud Rasmussen, at han ved sine ekspeditioner til isolerede grønlandske fangersamfund højt mod nord blev hilst velkommen som gæst og blev inviteret til at sove med høvdingens ugifte datter, eller anden ung kvinde i det lille samfund. For et lille isoleret samfund, hvor der er stor risiko for indavl, vil en sådan seksualmoral åbne for tilførelse at nyt og nyttigt genmateriale til gavn for det lille isolerede samfunds overlevelse. Samme seksualmoral er kendt fra andre steder i verden, også fra små øsamfund i Stillehavet.

Et tredje væsentlig forhold er, at ikke ægteskabsetikken, men den seksuelle adfærd regulerer trofasthed til egen religion og afstandtagen fra andre religioner. Det gamle Testamentes seksualetik skal i første hånd værne om familien og folket, men i anden hånd har seksualetikken en væsentlig betydning i forhold til den Kana'anæiske frugtbarhedsreligion, som dominerer i hele Kongetiden og ender med, at Israels folk ikke kan holde sig fra synkretismen, men overgår mere eller mindre til Kana'anæisk gudsdyrkelse og derfor må bukke under og gå i eksil i Babylon. Kampen mod den Kana'anæiske religion og deres gudsdyrkelse, hvori religiøse riter og fromhed indeholder seksuelle aktiviteter, finder vi stort set hos alle profeterne, og ikke uden grund. Selv Salomos tempel i Jerusalem bliver på et tidspunkt indrettet med rum, hvor de prostituerede helligskøger kan modtage dem, der er til religiøse fester, helt på linje med hvad vi kender fra Kana'anæernes templer. Den mest koncentrerede samling seksualetiske love rettet mod afgudsdyrkelsen finder vi i 3. Mos 18:1-30, se specielt rammen i versene 3. Mos 18:1-5; 30, som angiver, at alle de ting, som herefter nævnes, er sådanne udskejelser, som kendes fra Kana'anæernes religiøse fester, og som israelitterne ikke må kopiere, når de nu kommer ind i det nye land. Og så kommer den lange række af mere og mere vanvittige seksuelle forhold, hvor restriktionerne gælder din mor, din søster, en af kvinderne som din far er gift med, din faster, din svigerdatter, du må ikke have sex med et dyr, og en mand må ikke have sex med en anden mand som han ellers har sex med en kvinde, hvordan det så ellers skal forstås, og du må ikke brænde sin søn som offer til guden Molok? Man spørger unægtelig, om der virkelig var nogen eller noget tidspunkt, hvor alt dette blev praktiseret, og som blev baggrunden for at udstede disse forbud? Læs profeternes tekster og Kongebogens tekst om Manasses lange regeringsperiode, så ser du, at disse ting foregik i Israel, som en del af den Kana'anæiske frugtbarhedsreligion. Ingen af disse seksualforbud har noget med familie- og ægteskabsetik at gøre. Når Paulus i Romerbrevet 1:18-32 tordner imod de græsk-romerske frugtbarhedsreligioner, så henter han inspiration fra sin farisæiske forståelse og ser en tydelig parallelitet mellem det, der fik Israel til at bukke under, og det, der nu foregår i Romerriget: Afgudsdyrkelsen med religiøse riter, som inkluderer sex af mange forskellige slags. Specielt de årlige løsslupne Dionysos-fester havde ingen grænser for seksuelle udskejelser, årlige udskejelser, som også er kendt fra gammel nordisk kultur omkring sommersolhverv og midsommer, samt i nogen grad og nogle steder kulturen omkring de

3 / 13

moderne julefrokoster. Paulus kalder det også misbrug af drenge-prostituerede, se 1. Kor 6:9, og utugt, på græsk: porno. Heller ikke Paulus anvender seksualetikken rettet mod frugtbarhedsreligionerne som argument ind i familie- og ægteskabsetikken.

En fjerde væsentlig betydning udgør det forhold, at et ægteskab skal respekteres af de indgående parter, men også af tredje part, som kun viser respekt for ægteskabet ved ikke at indlede seksuel adfærd med nogen af dem, der indgår i ægteskabet.

Alle kulturer og samfund har regler for skilsmisse og god accept af skilsmisse. Den mest almindelige og alment accepterede regel for skilsmisse er det forhold, at en af parterne begår utugt (det græske ord er porno), hvilket betyder en risiko for at en person udenfor ægteskabet kan påvirke hvilke børn, der kommer til verden og dermed true arvefølgen. En anden, dog mindre udbredt begrundelse til skilsmisse er, at der ikke kommer børn. Den grund benyttede Henrik VIII i England til opnåelse af skilsmisse, og den grund er ikke ukendt i nutidens Afrika som begrundelse til polygame forhold.

Og flere betydningsfulde konsekvenser af ægteskabet af samme art.

Hvilken familieform er idealet i Det nye Testamente?

I Det gamle Testamente kommer vi ikke uden om, at det er et ideal for Guds ejendomsfolk, det Israelske folk, at blive mange og ikke færre. Det ligger i den første skabelsesberetning, 1. Mos 1:28, at Gud velsigner menneskene til at "udvikle deres potentiale" på alle områder, inklusive det kvantitative, at blive mange, og den kvalitative, at blive Guds medskaber i verden blandt andet ved at sprogliggøre verden og forvalte verden gennem sproglig teori. Dette har Jøderne forstået som et kald til dem om at blive mange. Og igen, så er den familiestruktur, som giver plads og mulighed for forplantning, højt prioriteret. I Patriarkhistorien møder vi Abraham, som bliver far til to børn med to kvinder, og Jakob, som bliver far med fire kvinder til 12 sønner og nogle døtre. I Kongetiden møder vi David, som har adskillige ægtefæller, og i hans gamle dage sover han med en ung kvinde, som hans rådgivere finder til ham, 1. Kong 1:1-3, for at hun kan holde David varm om natten. Salomo udvider familiestrukturen til så mange ægtefæller, at det tydeligt er et harem, han har, i lighed med det kongelige harem som jøden Ester indgår i i det persiske rige, Ester 2. Og når Ezra giver befaling om, at blandingsægteskaberne skal opløses, Ezra 10, så er det for at beskytte folket mod fremmede kulturer og religioner, som kunne være en trussel mod folkets fremtid, sådan som det blev med kong Salomos politisk motiverede ægteskaber med alle nabofolkenes prinsesser. Det gamle Testamente har i disse forskellige familiestrukturer ingen prioritering af, hvilken familiestruktur eller ægteskabsform, der er den ideelle og foretrukne. Der er ingen afstandtagen fra tidligere tiders familieformer i forhold til nyere familieformer.

I Det nye Testamente finder vi Jesu undervisning om skilsmissen, som har givet anledning til, at kirken har udviklet teologi om ægteskabet, ud fra hvordan Jesus beskytter kvinden i en skilsmissesituation og giver hende status i et ellers patriarkalsk samfund, hvor kvinden i realiteten er blevet handlet som en anden ejendom. Og Jesus deltog i et bryllup i Kana og velsignede ved sit nærvær og sin deltagelse dette ægteskab.

En egentlig og principiel behandling af ægteskabet finder vi kun hos Paulus. Han er jo ikke altid så god til det med kvinder, da Paulus, lige på dette snævre område, hænger fast i sine gamle jødiske teologier, som er velkendte fra Farisæernes parti. Men alligevel, se den lange udredning i 1. Kor 7:1-40, hvor Paulus giver råd til kristne om de skal gifte sig eller lade være. Paulus' overvejelser går nærmest i retning af Søren Kierkegaard, når han skriver, "gift dig, og du vil fortryde det, gift dig ikke, og du vil også fortryde det." Hverken Søren Kierkegaard eller Paulus eller Wesley var særlig gode til det med ægteskabet. Men hvis vi skal bruge 1. Kor 7:1-

4 / 13

40 til at finde en anbefaling til en bestemt familieform eller samlivsform, så må det være single-familien, Paulus sætter højest. Et almindeligt ægteskab, hvis man kan tale om det i Paulus' før-kristne romerske samfundsorden, kan Paulus kun anbefale, hvis personerne ikke har kontrol over deres seksualdrift. Hvis seksualdriften står i risiko for at lede til utugt (på græsk er ordet porno), så er ægteskabet at foretrække. I samme afsnit viser Paulus den holdning, at skilsmisse kan begrundes i at parterne ikke deler samme kristne tro, 1. Kor 7:15-16, og argumentet er, at fred mellem parterne efter separation er at foretrække frem for at blive i et ægteskab, hvor der er ufred.

Idealet for familielivet i Det nye Testamente er, at den enkelte lever et sundt og godt kristenliv. Fokus er ikke på en bestemt familiestruktur eller samlivsform. Og fokus er ikke på at sætte så mange børn i verden som muligt. Her finder vi ikke, hvad vi finder i mange vestlige lande, at højeste mål for menneskets liv, og med slagside til det kvindelige menneskeliv, at blive gift ind i en heteroseksuel familie og sætte børn i verden, et mål, som også er stærkt udbredt i ortodokse jødiske miljøer.

I de nytestamentlige tekster, som afspejler livet i de første kristne kirker, kan vi ikke finde støtte til, at vielser har fundet sted i menighedens regi. De første mange generationer af kristne kirker har sandsynligvis ikke haft bryllupper i menighederne, heller ikke efter at menighederne begynder at etablere egne lokaler, de første basilikaer. Det er først efter Konstantins legalisering af kristendommen efter år 300, hvor kristne riter begynder at overtage de riter, som allerede findes i kulturerne, at ægteskabet bliver en velsignelseshandling af det allerede af samfundet etablerede ægteskab. Det er kendt, at de første velsignelseshandlinger kunne finde sted på trappestenen ind til kirken, men ikke inde i selve kirkerummet. Det fuldgyldige bryllup rykker efterhånden ind i kirkerne og bliver en af præsten udført rite. Efterhånden som præsterne i Romerriget får myndighed og ansvar til at handle på statens vegne, som statslige embedsmænd, bliver ægteskabet en institution i samfundet, som præsterne varetager. Det samfundsmæssige ægteskab bliver kristnet når kristendommen er blevet statsreligion. Efter Romerrigets opløsning og kristendommens udbredelse til områder i Europa, hvor anden politisk orden råder, opstår forskellig praksis og jurisdiktion omkring indgåelse af ægteskab. I nogle lande fortsættes den praksis, at kirken gennem præsterne foretager vielser. I andre lande bliver ægteskabets indgående udelukkende en samfundsmæssig sag, som staten administrerer, og hvor kirken efterfølgende kan vælge at foretage en gentagelse i form af en velsignelseshandling, som ikke har juridisk betydning. Sådanne forskelligheder har fundet sted i Europa frem til moderne tid.

I højmiddelalderen ophøjes ægteskabet og ordinationen til sakramente. I Reformationstiden ændres ægteskabet til en kirkelig rite uden karakter af sakramente.

Katolsk Kirke har i sin historie en teologi og praksis, hvor et ægteskab kan erklæres ugyldigt og dermed opløses. Det er kirken, som har myndighed til at etablere et ægteskab, og det er samme kirkelige myndighed, som kan opløse et ægteskab. En gyldig grund til at erklære et indgået ægteskab for ugyldigt er, hvis de to efterfølgende ikke har haft sex med hinanden. Det er en vanskelig sag at bevise, at der ikke har været sex mellem parterne, men det har været anvendt som begrundelse. Argumentationen har været, at et ægteskab etableres ved en række handlinger, som tilsammen medfører, at ægteskabet er lovligt indgået. Til rækken af handlinger hører vielsesritualet i kirken, offentliggørelsen i det lokale samfund og at parterne har sex med hinanden for at vise og muliggøre, at ægteskabet er stedet for eventuelle børn. Hvis en af handlingerne ikke finder sted, er ægteskabet ikke retmæssigt indgået, det er ugyldigt eller mere korrekt, ægteskabet er ikke fuldbyrdet, og skal opløses.

5 / 13

Vielsesritualet viser kirkens teologi

Hvis vi skal diskutere kirkens teologi om ægteskabet og familiestrukturerne, så må vi vide, hvor vi finder den teologi.

I de mange dogmatikbøger, som har været anvendt til præsteuddannelse i Metodistkirken, lige tilbage til Wesleys dage, finder vi ikke mange linjer om ægteskabet og familieformer. Måske nogle enkelte anvisninger om, hvordan præsten praktisk skal forrette vielser. Men der er ikke megen nyttig teologi at hente.

I Metodistkirkens Kirkeordninger gennem tiden kan vi finde udsagn i korte sætninger med henvisning til det traditionelle ægteskab, men hvori og hvad det traditionelle ægteskab er, får vi ikke hjælp til at definere. Der siges heller ikke noget om, hvad et kristent ægteskab er i forhold til et ægteskab, som ikke er kristent, hvad det så ellers måtte indebære.

Metodistkirkens teologi om ægteskabet og familiestrukturer kommer bedst til udtryk i det vielsesritual, som vi bruger. Her er det også tydeligt, at vielsesritualer, som benyttes i Metodistkirker verden over dels består i en nedarvet praksis og teologi fra Wesley's dage og hans loyalitet mod Anglikansk teologi i Book of Common Prayer, og dels består i den nedarvede praksis og teologi fra den dominerende majoritetskirke i det enkelte land. Det vil sige, at Metodistkirken i Danmark altid har anvendt vielsesritualer, hvor vi ser de Anglikansk teologiske rødder og de Luthersk teologiske rødder. De europæiske vielsesritualer er i det hele taget forskellige fra de amerikanske, så hvis man vil være lidt skarp, så er ægteskabet ikke det samme fra land til land, fordi vielsesritualerne er forskellige fra land til land.

Teologien i vielsesritualerne er vigtig at få frem. Hvis ikke vi har en tydelige forståelse, kan vi ikke tage stilling til, hvad et ægteskab er i forhold til forskellige seksuelle orienteringer, hetero, homo, trans- og hvad det alt sammen hedder. Er vielsesritualets teologi i det hele taget kønsbestemmende og kønsafhængigt, eller er det noget, vi læser ind i teksten, som i virkeligheden ikke står der? Det må vi jo finde ud af. Og vi må også finde ud af, om vielsesritualerne er, som vi i Metodistkirken i Danmark og Norge ønsker, at de skal være. Danmark og Norge udgør samme sprogområde og samme kirkehistorie, både hvad angår det lutherske og det wesleyanske.

Når vi i Metodistkirken diskuterer, om vi vil velsigne samkønnede og foretage vielser af samkønnede, så må vi kende og færdigbearbejde et vielsesritual, som tydeliggør, hvad det er for et ægteskab og familieform vi taler om. Vi kan hverken sige ja eller nej så længe teologien omkring vielsesritualet ligger ubearbejdet.

Et absolut væsentligt styrende element i ethvert vielsesritual er de bibeltekster, som vi vælger at konstruere vielsesritualet på. Det er et valg, som kirken træffer, og en anvendelse af bibelordet, som er en præstelig funktion. I europæisk kirkehistorie har et antal bibeltekster udgjort grundstammen af bibelteologi i de enkelte landes vielsesritualer.

En tekst er 1. Kor 13:4-7; 13, den såkaldte kærlighedens højsang, gengivet af Paulus. En fin tekst, som taler om kærligheden. Kritikken af dette tekstvalg har været, at Paulus her taler om den guddommelige kærlighed, agape-kærligheden, og ikke den menneskelige erotiske tiltrækningskraft, som ligger i eros-kærligheden. Den kritik ændrer ikke ved, at mange gode bryllupsprædikener har været forkyndt ud fra netop denne tekst om kærlighedens betydning i alle personlige relationer.

En tekst er John 2:1-11, den tekst, hvor Jesus ved sin deltagelse og sit nærvær i brylluppet i Kana legitimerer det ægteskab, som her indgås, et jødisk ægteskab i jødisk kultur og samfundsorden omkring år 30, inklusiv et kvindesyn, som vi næppe ville acceptere som kristent i dag. Denne tekst har været benyttet til at forkynde, at Jesus velsigner de ægteskaber og familieformer, som mennesker indgår i de kulturer og i de tider, som er gældende.

6 / 13

Teksten i Matt 19:3-10, som handler om skilsmisse, og hvordan Jesus skærper, ikke afskaffer, den jødiske ret til skilsmisse, finder vi også i mange vielsesritualer i kortere uddrag. Ved oversættelse af Jesu citater er det passende at skele til septuaginta-teksterne, for det er dem, Matthæus og den første kirke bruger, når de gengiver de citater fra Det gamle Testamente, som Jesus sagde, enten på aramaisk eller hebraisk. Derimod har den umiddelbart efterfølgende tekst i Matt 19:12 ikke fundet vej til vielsesritualerne, en ellers yderst interessant tekst, hvor Jesus taler om eunukkerne, dem med en seksualitet, som ikke kan lede til fødsel af børn, og dem, der enten ved indgreb eller fra naturens side ikke er udstyret med den dominerende seksualitet. Bibeloversætterne har skjult en væsentlig betydning i denne tekst ved at skrive om de "uegnede," uden at angive, hvori denne uegnethed består.

De mest betydningsfulde tekster, som indgår i alle vielsesritualer, er imidlertid fra de to skabelsesberetninger, dels 1. Mos 1:27, og dels 1. Mos 2:24. Disse to gammeltestamentlige vers giver det væsentligste indhold i alle kristne kirkers vielsesritualer og ægteskabsteologier. Derfor er vi nødt til at se nærmere på disse to vers og forsøge at forstå, hvad de siger, og måske mere betydningsfuldt, hvad de ikke siger, og hvad rækken af bibeloversættere og fortolkere igennem tiderne har læst ind i disse vers, indlæsninger, som teksterne ikke siger noget om.

1. Mos 1:27, som i den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger: "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem." Den hebraiske tekst siger, at "Gud (pluralis form) skabte mennesker eller mennesket (som begreb) i sit billede; i Guds billede skabte han menneskene maskuline og feminine, det maskuline og feminine indgår i menneskers natur ligesom det maskuline og feminine findes i Gud." Septuaginta siger, at "Gud skabte mennesket (som begreb) i sit billede; i Guds billede skabte han dem mandlige og kvindelige." Ingen af sprogene anvender de mest almindelige ord for mand og kvinde, men ord, som angiver egenskaberne for mænd og kvinder. De hebraiske ord kan læses som navneord eller som tillægsord. Det betyder, at teksten indeholder den tvetydighed, at Gud skabte individer, som enten var mænd eller kvinder, men også, at det maskuline og det kvindelige er nedlagt i menneskets natur og biologi. Det er menneskeslægten som en helhed, der er skabt med mandlige og kvindelige egenskaber og karakter. Hvis vi fortolker, at denne tekst ensidigt siger, at enten er mennesket hankøn eller hunkøn, så overfortolker vi teksten til at sige noget, som teksten ikke kan bære, hverken den hebraiske eller den græske. Det menneske, som er født med dobbelte kromosomer, altså XXY-kromosomer, hvilket er et fænomen, vi kender fra nulevende mennesker og fra arkæologiske fund, så kan et sådant menneske ikke kønsbestemmes, men er helt i overensstemmelse med 1. Mos 1:27, at Gud skabte mennesker med maskuline og feminine fysisk bestemmelse, som et billede af ham selv. Enhver mand har feminine træk, ligesom enhver kvinde har maskuline.

1. Mos 2:24 er svær at tolke. Den danske autoriserede oversættelse fra 1992 siger: "Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød." Teksten indgår i det lange afsnit, 2. Mos 2:18-24, hvor temaet er, at det ikke er godt for mennesket at være alene, og at Gud finder forskellige partnere, som mennesket kan vælge at berige sit liv sammen med. Det er menneskets ensomhed og alene-status, der er problemet, og menneskets iboende behov for selskab og venskab. Det er Gud, der siger, at mennesket ikke har godt af at være alene. Det er Gud, som frembringer alle dyrene og viser dem hen til mennesket. Der står ikke manden, men mennesket, ha-adama, hvilket er et ord, som betyder jord, men som er et egennavn for den person, som Gud har blæst sin ånde ind i og først derved gjort til menneske. Betyder det, at der her er tale om en tilstand, hvor mennesket ikke er kønsopdelt i mænd og kvinder? Det er ligeså umuligt at forestille sig, som at der kun skulle være mænd. Menneskets tilstand, som endnu ikke kønsopdelt, kender vi kun fra den tilstand, som et menneskefoster er de første uger, hvor alle fostre er domineret af XX kromosomet, og som sådan begynder alle

7 / 13

mennesker deres udvikling som hunkøn, og alle udvikler i den fase brystvorter, som kun dem, som fødes som kvinder, har brug for. Først i senere udviklingsstadier træder Y kromosomet frem i de fostre, som efterfølgende udvikler sig til drengebørn. Jo, vi kender det ikke kønsopdelte menneske fra vores egen aller første udvikling. Men i 2. Mos 2:18-20 giver det ingen mening. Dyrene, som er Guds første forslag til samlever, fravælger mennesket og siger, kan vi ikke få noget bedre? Så følger vers 21 og 23, hvor ikke blot kvinden bestemmes af mennesket, men hvor også ha-adama bliver den tilbageværende person efter at kvinden er selvstændiggjort, altså det maskuline menneske. Herefter vælger mennesket selv, hvem mennesket vil leve sit liv sammen med. Det er tilsyneladende helt og fuldt menneskets valg, og Gud er tilsyneladende tilfreds med valget, selvom han havde andre forslag først. Begrundelsen for menneskets valg er, at han vælger den livsledsager, som er af eget kød og blod, altså af samme biologiske art, en artsfælle. Dermed er problemet blevet løst. Det er ikke godt for mennesket at leve alene, men nu har flere forslag fra Guds side ledt til, at mennesket har gjort sit valg. Dette valg er så stærkt og indeholder så stor sammenhængskraft, at mennesket forlader det generationsled, hvoraf det er født og har hjemme. Den nye binding til det valgte alternativ er stærkere og mere grundlæggende end de forældre og det hjem, hvoraf mennesket har sin oprindelse. Det er jo fantastisk. Den nye binding, som river mennesket løs fra opvækstmiljøet er så stærk, at selv de mest mærkelige ting kan forekomme.

Det mest mærkelige bliver dermed konklusionen på det forhold, at det ikke er godt for mennesket at leve alene, og her har vi vers 24. Vers 24 er en kausal sætning, indledt med et ord som bedst oversættes med "derfor," eller "heraf følger," eller "konsekvensen kan være," eller "selv denne mulighed kan ske." Det er så absolut ingen lovtekst, som siger, at dette skal ske, eller sådan her er idealet. Herefter følger, at det, der kan ske, er, at manden (Septuaginta siger mennesket) forlader sine forældre og binder sig til sin "hunkøns-mand" (Septuaginta kan oversættes med ægtefælle). Det udfordrende i denne sætning er, at vi kender ingen samfund, hvor det, der her beskrives, har været praktiseret eller været et ideal. Tværtimod, så er tekstens modsatte praksis det mest udbredte, nemlig at kvinden forlader sin slægt og sit hjem og overgår til mandens familie og slægt.

To store tekster i Det gamle Testamente underbygger den opfattelse, at kvindens overgang til mandens slægt er idealet og den alt dominerende praksis. Den første tekst er Ruths bog, historien om den fremmede Ruth, som bliver loyal overfor Boaz og hans slægt og helt og fuldt indgår i det israelske folk og endda i Jesu stamtavle. Det er kvinden, som ved ægteskab vender ryggen til sin egen slægt og overgår til mandens slægt. Den anden tekst, Dom 21:12-24, er en forfærdelig tekst, men tankegangen i teksten er, at de 11 stammer, som søger veje for at redde Benjamins stamme fra sandsynlig undergang, udelukkende ser en mulig redning i at overføre så mange unge kvinder som muligt til Benjamins mænd, som de så kan befrugte og dermed sikre stammens overlevelse. Det bliver Benjamins frelse!

De nordiske kirkers praksis ved brylluppet, at kvinden, som hørende hjemme i faderens hjem, føres op af faderen og vies til en anden mand og familie, er så udpræget en praksis, stik imod den praksis, som teksten i 1. Mos 2:24 beskriver. Hvorfor er konklusionen på menneskets binding til ny samlever eksemplificeret med en praksis, som vi dårlig nok kender, og absolut ikke kender fra kirkernes forvaltning af ægteskabet? Er det for at sige, at når mennesket vælger livsledsager og partner og binder sig til den person, mennesket selv vælger, så er den binding stærkere end alle bindinger til forældregenerationen, så selv det mærkelige kan forekomme, at en mand forlader sin slægt og familie og rykker over til en kvindes hjem. Hvis dette er en rimelig læsning af vers 24, så handler dette vers ikke om ægteskabsformer og familiestrukturer, men om menneskets behov for ikke at leve alene, men at vælge sin partner blandt dem, der er

8 / 13

af menneskets kød og blod. Vers 24 er ingen tekst, som hverken definerer kønnene eller ægteskabs- og familiestrukturer.

Hvis denne læsning er rimelig, så kan vers 24 udmærket anvendes som grundtekst for vielsesritualer til vielse af heteroseksuelle og af samkønnede og velsignelseshandlinger af samme.

Hvis teksten, hvor Jesus taler om skilsmissen, Matt 19:4-6, skal anvendes i vielsesritualet, så bør tolkningen af Matt 19:4-6 ske på baggrund af 1. Mos 2:24. Her bør ikke alene den hebraiske tekst undersøges, men også Septuaginta, som var kirkens Gamle Testamente i de første århundreder og den version af Det gamle Testamente, som oftest dukker op i de citater, der gengives i de fire evangelier.

Jeg mistænker bibeloversætterne for, i deres oversættelser af 1. Mos 1:27 og 1. Mos 2:24, at have tillagt det betydning, at give en oversættelse, som tilfredsstiller kravet i ønskede kirkelige vielsesritualer frem for at give en oversættelse, som viser tvetydigheden i grundteksterne. Jeg vil dog straks indrømme, at oversættelser af de to vers, så de kommer tættere for grundteksterne uden at blive tillagte fortolkninger, er meget svært.

Ægteskabets karakter, status og indhold er under stor forandring

Det er ikke kirken alene, som definerer ægteskabet og familiestrukturerne. Det sker i høj grad af udviklingen i samfundet og kulturen.

Ægteskabet som garant for arv og juridiske forhold er forandret på den måde, at anden lovgivning kan erstatte de bestemmelser, som er indeholdt i ægteskabet.

Ægteskabet som ramme for familiens økonomiske forhold, som vi kendte det fra landbrugssamfundet og håndværkerfamilierne, er ikke gældende længere.

Lovgivningen i det hele taget er gået i den retning, at det ikke længere er familien, som har rettigheder. Det har det enkelte individ i det moderne samfund.

Med udbredelsen af P-pillen og prævention samt legal abort under bestemte regler er der ikke længere den selvfølgelighed, at sex leder til børnefødsler.

Adgang til kunstig insemination og adoptioner betyder, at hverken enkeltpersoner eller familier behøver at udføre seksuelle aktiviteter for at få børn. Kvinden kan føde børn uden en mands medvirken. Manden kan adoptere børn uden en kvindes medvirken. Ægteskabet er ikke længere den eneste billet til reproduktion og formidling af slægtens værdier.

Ægteskabet er drænet for mange af de privilegier og rettigheder, som ægteskabet tidligere havde monopol på. Det gælder ikke blot lovgivningsmæssigt, men også i almenbefolkningens indstilling til ægteskabet.

Disse forandringer af ægteskabets karakter, status og indhold medfører, at repræsentationen af begge køn i samme ægteskab er uden praktisk betydning. Det er vanskeligt at se forskel på karakter, status og indhold i et heteroseksuelt ægteskab og et samkønnet ægteskab.

Teologi og vielsesritual

Det vielsesritual, vi har i Metodistkirken, og den teologi, som dette vielsesritual afspejler, kan udmærket anvendes til såvel et heteroseksuelt bryllup som et samkønnet bryllup. Det samme gælder ritualet for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab.

Der er enkelte steder i ritualet, at ordene han og hun skal ændres. Ligeledes ordene brud og brudgom. I stedet for at opfinde nye ord, ville den letteste justering være, at personernes navne bruges i stedet for de kønsangivende ord.

9 / 13

Bibelteksterne kan udmærket være de samme. Dog ville mere teksttro bibeloversættelser være ønskeligt, og hvis ikke Bibelselskabet kan levere det, så må Metodistkirken selv foretage disse oversættelser.

Diskussion

Med denne artikel håber jeg, at vi kan begynde et arbejde med ægteskabsteologi og forståelse af familiestrukturer. Heri, hvad er specielt kristeligt, og hvad er samfundsstrukturer og kultur. Hvad skal vi have regler om i Kirkeordningen, og hvad kan mennesker selv bestemme og få accept til. Hvilke generelle regler skal Metodistkirken fastsætte, og hvad hører hjemme hos den enkelte præst og menighed, når aftaler om bryllup forhandles.

I mine mange samtaler med parterne forud for vielse har jeg fundet det ganske vanskeligt at finde det passende sted, hvor jeg skulle spørge om parternes køn. Med LGBTQ+++ begreberne, med skjulte XXY-kromosom-mennesker og seksuel orientering, som er noget andet end biologi, så er dette med kønnet blevet en ganske svær sag. Og endnu sværere er det for en udenforstående at tage stilling til en persons kønsidentitet. I flere og flere lovgivninger i Vesteuropa hører det nu til forståelsen af menneskerettigheder, at religiøs overbevisning, race og seksualitet hører til de absolut private ting, som ikke kan inddrages i nogen beslutning omkring personafgørelser. Derfor er oplysninger om disse forhold ofte belagt med restriktioner, som hele tiden bliver skærpet. En proces frem mod vielse indledes med en samtale mellem parterne og præsten, hvor parterne allerede medbringer den såkaldte Prøvelsesattest, som er dokumentet, at staten har godkendt, at parterne har ret til at blive gift med hinanden og at brylluppet på forhånd er i overensstemmelse med landets love. Med hvilken ret skulle jeg som præst foretage en egen eksamination af parterne for at teste deres kønsopfattelse og kønsidentitet og seksuelle orientering? Kunne det tænkes, at jeg som præst når til et andet resultat end det, som Prøvelsesattesten viser, og hvis jeg kommer til et andet resultat, er det så statens godkendelse af parternes ret til vielse, der er gældende, eller er det min kirkelige bedømmelse, som er gældende? Og hvis det er min bedømmelse, som er gældende, hvordan forsvarer jeg så den afgørelse i forhold til at Prøvelsesattesten på forhånd viser statens og kulturens godkendelse? Som vielsesforretter skal jeg agere både på vegne af Metodistkirken, men også på vegne af statens og lovene i mit land. Ligeledes kan jeg ikke se i vielsesritualet, hvor identifikationen af parternes køn har betydning. Jeg tror, det vil være lige så vanskeligt at få angivelsen af parternes køn ind i fremtidige vielsesritualer al den stund, at det aldrig har været der.

Hvad tænker Metodistkirkens præster i Danmark og Norge? På et eller andet tidspunkt er vi nødt til at diskutere ægteskabets teologi.

Kønsneutralt vielsesritual

Et kønsneutralt vielsesritual kan forstås som et argument for at kirken skal foretage vielser af samkønnede personer. Men et kønsneutralt vielsesritual til anvendelse for både heteroseksuelle bryllupper og samkønnede bryllupper og velsignelseshandlinger kan også forstås som det modsatte argument, at ritualet i sig selv ikke kan bruges som argument til støtte for hverken den ene eller anden slags bryllup. Ritualet er netop neutralt. Det kræver så, at ritualet holder teologisk. Gør det det?

Selvom ritualets ord viser neutralitet omkring kønnet, så vil de personer, som skal giftes, med deres fysiske tilstedeværelse, repræsentere kønnet i hele vielseshandlingen. Dermed kan

10 / 13

man ikke sige, at vielsen bliver neutral i forhold til kønnet selvom ordene i ritualet er kønsneutrale.

Brudeparret træder frem foran alterringen

1. Indledning

Præst: Kære venner! Vi er samlede her i Guds og disse vidners nærvær for at forene NN og NN i det hellige ægteskab. Denne stand, som er indstiftet af Gud, er et billede på forholdet mellem Kristus og hans kirke. Familielivet er et vigtigt grundelement i samfundet. Ingen bør derfor ubetænksomt indtræde i ægteskabet, men det skal ske efter moden overvejelse og i gudsfrygt.

2. Tekstlæsning

Præst: Hør, hvad Jesus siger om ægteskabet og kærlighedens gave:

"Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem mandlige og kvindelige og sagde: 'Derfor ser vi, at mennesker forlader deres far og mor og bliver ét med deres ægtefælle, sådan at de bliver som én krop. De er altså ikke længere to adskilte mennesker, men en enhed. Og det, Gud har forenet, skal mennesker ikke skille ad." (Matt. 19:4-6)

Hør, hvad der står i skabelsesberetningen:

"Gud Herren sagde: 'Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til mennesket." (1. Mos 2:18)

Hør, hvad Paulus skriver om kærligheden:

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. (...) Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. (1. Kor 13:4-7;13)

I øvrigt kan læses: John 2:1-11

3. Vielsesløfterne

Præsten henvender sig til brudeparret:

Her for Guds ansigt beder jeg om, at I vil huske, at et lykkeligt hjem kun kan skabes på grundlag af kærlighed og sandhed og gensidig respekt. Hvis de højtidelige løfter, I skal aflægge, trofast bliver holdt, og hvis I altid søger at gøre Guds vilje, da vil der komme fred og glæde over jeres samliv, og det hjem, I skaber, vil blive varigt under alle livets forhold.

Præsten henvender sig til den ene af parterne:

Så til spørger jeg dig, NN. Vil du tage NN til din ægtefælle og leve sammen med NN i det hellige ægteskab? Vil du elske, ære og hjælpe NN i medgang og modgang, i sygdom og sundhed og i alt, hvad livet måtte bringe, og leve sammen med NN, som ægtefæller bør leve sammen, så længe I begge er i live?

Den tilspurgte svarer: Ja!

Præsten henvender sig til den anden af parterne:

11 / 13

Den tilspurgte svarer: Ja!

4. Vielsesringene: (Ikke obligatorisk del)

Præsten holder vielsesringene i hånden og siger:

Vielsesringene er et ydre tegn på den pagt, som forener to mennesker i det hellige ægteskab, og et symbol på de løfter, som her højtideligt er givet.

Ægtefællerne sætter ringene på hinandens finger

5. Stadfæstelse af ægteskabet

Præst: Så giv hinanden hånd på de løfter, I har aflagt!

Præsten lægger sin hånd oven på brudeparrets hænder og siger:

Da NN og NN over for Gud og i disse vidners nærvær har aflagt det hellige ægteskabsløfte og har bekræftet det ved at give hinanden hånd, så forkynder jeg dem nu at være rette ægtefolk i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Hvad Gud den almægtige har sammenføjet, skal mennesker ikke adskille. Amen.

6. Bøn

Brudeparret knæler.

Præsten beder en frit formuleret bøn eller med følgende ord:

Lad os bede!

Gud, vor Fader, alle menneskers skaber og livets evige kilde! Velsigne dette ægtepar, så de i deres samliv trofast må opfylde og holde den pagt, de nu har indgået med hinanden. Hjælp dem at elske, ære, respektere og have omsorg for hinanden og leve sammen i troskab og tålmodighed, i visdom og gudsfrygt, så deres hjem må være fyldt af kærlighed, glæde og fred. Og hør os, når vi sammen beder:

Fader Vor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

7. Velsignelse

Præsten lyser velsignelsen under håndspålæggelse:

Herren velsigne jer og bevare jer,

Herren lade sit ansigt lyse over jer og være jer nådig,

Herren løfte sit ansigt mod jer og give jer fred!

12 / 13

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn! Amen

Kønsneutralt ritual for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Ægteparret træder frem foran alterringen

1. Indledning

Præst: Kære venner! Vi er samlede her i Guds og disse vidners nærvær for at velsigne dette ægtepar. Ægteskabet, som er indstiftet af Gud, er et billede på forholdet mellem Kristus og hans kirke. Familielivet er et vigtigt grundelement i samfundet. Hør derfor hvad Bibelen siger om ægteskabet og kærlighedens gave:

2. Tekstlæsning

Præst: Jesus siger: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem mandlige og kvindelige og sagde: 'Derfor ser vi, at mennesker forlader deres far og mor og bliver ét med deres ægtefælle, sådan at de bliver som én krop. De er altså ikke længere to adskilte mennesker, men en enhed. Og det, Gud har forenet, skal mennesker ikke skille ad."

(Matt. 19:4-6)

Hør, hvad der står i skabelsesberetningen:

"Gud Herren sagde: 'Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til mennesket." (1. Mos 2:18)

Hør, hvad Paulus skriver om kærligheden:

I øvrigt kan læses: John 2:1-11

3. Ægteparret tilspørges:

Præst:

Så tilspørger jeg jer, NN og NN. Ønsker I kirkens velsignelse over jeres ægteskab, og er det jeres hensigt som kristne ægtefolk at elske, ære og hjælpe hinanden i medgang og modgang, i sygdom og sundhed og i alt, hvad livet måtte bringe, og leve sammen med NN, som ægtefæller bør leve sammen, så længe I begge er i live?

Ægteparret svarer: Ja!

4. Velsignelse:

Præst: Så giv hinanden hånd på de løfter, I har aflagt!

13 / 13

Præsten lægger sin hånd oven på brudeparrets hænder og siger: Modtag velsignelse over jeres ægteskab i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.